På infotavlen nede ved kirken står følgende tekst – også på engelsk og tysk:

Den romanske Borris Kirke blev bygget 1050-1140 ved Skjern Å, af granitkvadre. Åen har været benyttet til transport af byggematerialer, og kirken blev indviet til Sct. Nicolaus, som var helgen for de søfarende. Kirkens døbefont kan have været brugt i stedets oprindelige trækirke.

Omkring år 1500 blev tårnet bygget med fire spidsgavle. Det har krydshvælving, og ad en snæver vindeltrappe kommer man til kirkeklokken. Klokken er fra 1200-tallets begyndelse og høj og smal. På kirkeloftet findes en ligbåre fra 1690, som blev brugt til at bære de døde til graven. Desuden en buet planke med dragehoveder i begge ender. Den har over korbuen båret et stort krucifiks fra 1300-tallet, som nu hænger på væggen ved døbefonten. Der findes også en smuk madonnafigur i fuld størrelse fra den katolske tid.

Altertavlen i renæssancestil fra 1600-tallet er et hovedværk af den såkaldte Dejbjergmester. Træskærer-arbejde af høj kvalitet ses også på prædikestolen fra 1603, med relieffer af evangelister og profeter, samt engel med dommedagsbasun. En snedker fra Lyne byggede i 1636 et pulpitur bagest i kirken, og forsynede stolene i skibet med udskårne gavle, som alle er forskellige.

Orglet er bygget med 10 stemmer i 1978 af Krohn & Søn. Uret på tårnet har slået sine timeslag siden 1938.

På https://denstoredanske.lex.dk kan man ved at søge på Borris kirke se lidt billeder og læse følgende:

Borris Kirke eller Sønder Borris Kirke er en sognekirke, der tidligere lå frit i landskabet, men som nu er omgivet af bebyggelse mod nord og vest. I sydøstlig retning er der udsigt over Skjern Ådal, hvor vandløbet slynger sig gennem området omtrent 500 m syd for kirken.

Den romanske kvaderstensbygning består af kor og skib, hvortil der i senmiddelalderen er tilføjet et tårn ved vestenden samt et våbenhus ud for skibets syddør. Bygningen er ganske velbevaret med murene hvilende på en sokkel med skråkant og med oprindelige, rundbuede vinduer på nordsiden, to i koret, tre i skibet.

Skibet har to døre i vestenden mod henholdsvis nord og syd, begge med rundbuede kilestensstik, dvs. at den bærende bue over døren er muret af kileformede sten. Den søndre dør har formentlig altid været i brug, mens den nordre er genåbnet i nyere tid. I det indre er den høje, rundbuede korbue med kragsten, dvs. sten med en fremspringende profil, bevaret.

En særlig interesse knytter sig til skibets tagværk, hvor der er bevaret dele af en ældre konstruktion bestående af rundbuede spærfag. Disse har på undersiden været beklædt med langsgående brædder, hvorved kirkerummet modsat nuværende forhold har været dækket af et tøndehvælv. Ved hjælp af dendrokronologiske undersøgelser (årringsdatering) er de rundbuede spærfag af egetræ dateret til ca. 1255, hvor der altså er foretaget en gennemgribende modernisering af kirken.

I dansk kontekst kendes denne tagværkstype indtil videre kun fra kirkerne i Borris, Sædding, Velling og Gjellerup, sidstnævnte dog med en lidt yngre datering.

Våbenhuset fra 1400-tallets sidste halvdel er opført af røde tegl i munkestensformat. Indgangspartiet er indrammet af en egnstypisk, rundbuet blænding, dvs. murniche, mens de formodede, oprindelige kamtakker nu er borte. I blændingens bund er der rester af en frise af mursten i stråleform, der har ledsaget den oprindelige – formentlig rundbuede – og udvidede døråbning. I det indre er der murede bænke langs væggene.

Det høje, gotiske vesttårn er ligeledes hovedsagelig bygget af munkesten, der dog i den nedre del er suppleret af genanvendte granitkvadre fra skibets nedbrudte vestfacade, herunder den skråkantede sokkel. Tårnrummet er overhvælvet, og opgangen til de øvre stokværk, dvs. etager, sker gennem et samtidigt trappehus på nordsiden, i hjørnet mellem skibet og tårnet. Klokkestokværket har dobbelte, rundbuede glamhuller (lydhuller til klokken) mod alle verdenshjørner, og herover krones alle fire mure af stejlt rejste, blændingssmykkede trekantgavle.

Ældst af kirkens inventar er den romanske døbefont og alterbordet, hvori der er to helgengrave. Fra 1225-1250 stammer kirkens store, bemærkelsesværdige krucifiks, der har været ophængt over korbuen støttet af en spinkel, fladbuet bjælke med dragehoveder i enderne. Krucifikset hænger nu på skibets nordvæg, mens bjælken opbevares på kirkens loft.

Fra senmiddelalderen stammer en træskåren figur – Maria med barnet – mens et prægtigt inventar fra Christian 4.s tid blandt andet omfatter prædikestolen fra 1603-1604, en fontehimmel fra 1623, den overdådigt udsmykkede altertavle fra 1625 af den såkaldte Dejbjerg-mester samt et vestpulpitur dateret 1637.

Gravminder
I kirken findes to mindetavler for sognets faldne i henholdsvis 1864 og 1945, og på kirkegården er der en lav gravhøj, ifølge traditionen anlagt i 1603, hvor pestofre skulle stedes til hvile.